Forleden dag gik jeg en lang tur med min datter i området hvor vi bor. Dagen forinden havde hun fået konstateret mellemørebetændelse og det var det svært for hende at falde til ro. Som regel har det været nok at lægge hende til at sove et køligt sted, men nu med sygdommens rasen i kroppen og den smertefulde trykken i hovedet skulle der bevægelse til for at stilne det indre oprør. Som samvittighedsfuld far begav jeg mig derfor ud på en timelang vuggende vandretur med knirkende barnevogn og tanker der fulgte den bølgende gang. Dét hjalp. Hun sov!

Mens jeg skubbede barnevognen i det ujævne terræn fór flere billeder igennem mit hoved. Som en anden Knausgård så jeg mig selv som én af utallige nutidige, nordiske fædre, barslende i bybilledet med poetiske længsler. En træt og uforløst skikkelse. Et menneske der trodser egen træthed for at give søvnens gave bort. Manden og barnevognen. Sisyfos op ad bjerget.

Jeg så også et andet billede, der var mere mekanisk (og mindre patetisk): En krop, en kraft og en vogn i fremdrift. Min gang med barnevognen havde en vis rytmik over sig. Trin for trin forplantede mine bevægelser sig i barnevognen og dens indhold: min sovende datter. Det var faktisk netop den bølgende bevægelse fra gangen der muliggjorde hendes søvn. Et beslægtet billede er jeg stødt på før, nemlig i På sporet af den tabte tid.

Søvnens mekanismer
I midten af andet bind I et rosenflor af purunge piger / I skyggen af unge piger i blomst er fortælleren (Marcel) taget med sin bedstemor på en togrejse til den fiktive badeby Balbec på Normandiets kyst. Marcel lider af kronisk søvnbesvær og er ængstelig så snart den salvende søvn besværliggøres. Udsigten til en ukomfortabel togrejse er derfor ikke just beroligende for den stakkels knægt. Men som altid hos Proust viser det sig at virkeligheden ikke lever op til forventningerne – og i dette tilfælde er det med lykkelig udgang. Togets bevægelser ender med at sende Marcel ind i en herlig slummer:

Da jeg om aftenen, efter at have fulgt bedstemoder hen til hendes veninde og tilbragt nogle timer dèr, var taget alene med toget igen, fandt jeg i det mindste ikke den kommende nat pinefuld; det var, fordi jeg ikke skulle tilbringe den fængslet i et værelse, hvis slummer ville holde mig vågen; jeg var omgivet af den beroligende rastløshed af alle togets bevægelser, der ville holde mig med selskab, bød sig til for at snakke med mig, hvis jeg ikke kunne falde i søvn, og vuggede mig med deres lyde, som jeg parrede sammen snart til én rytme, snart til en anden, ligesom klokkerne i Combray (jeg hørte efter mit lune først fire lige lange sekstendedeles noder, derefter en sekstendedel, der rasende styrtede sig mod en fjerdedel); de neutraliserede centrifugalkraften i min søvnløshed, idet de udøvede modtryk på den, der holdt mig i ligevægt, og på hvilke min ubevægelighed og snart efter min søvn følte sig båret med den samme forfriskende fornemmelse, som jeg kunne have opnået ved den hvile, der skyldes årvågenhed hos mægtige kræfter i naturens og livets skød – hvis min sjæl for et øjeblik havde kunnet tage bolig i en fisk, der sover i havet, i sin slummer drivende for strømmen og bølgerne, eller i en ørn, der hviler sine vinger støttet alene af stormen. (I et rosenflor af purunge piger, p.229)

Dette hører til et af mine yndlingssteder i På sporet fordi det kobler mange forskellige billeder til ét komplekst indtryk. Og så er det en ganske bemærkelsesværdig beskrivelse af søvnens mekanismer. Dét der gør togturen udholdelig, ja, ligefrem behagelig er maskinens indvirken på Marcels ubalancerede krop og sind. Ikke nok med at den maskinelle rytme i togets bevægelser omgiver Marcel som en mærkværdig samtalepartner, nej, den bliver et billede på en form for urkraft der muliggør søvnen.

Det er ikke usædvanligt at udefrakommende påvirkninger, og især lyde, kan være befordrende for søvnens komme. Storbyboere der flytter på landet melder ofte om den ’larmende stilhed’ der gør det svært at falde til ro. Det er den vedvarende summen af aktivitet (ofte af maskinel karakter), i storbyen der gør det muligt overhovedet at sove. Byen og maskinen afgiver rytmer og lyde, der kan være beroligende – men det der for alvor gør sig gældende er fornemmelsen af at noget varer ved. Lydenes og rytmernes rastløshed signalerer at livet stadig går sin gang selvom man skulle risikere at falde i søvn.

Skiftespor i fortællingen
Når Marcel pludselig ser toget som et sted hvori han trygt kan sove skyldes det også, at det tillader en bevægelse uden anstrengelse. Han transporteres uden besvær fra et sted til et andet. På det plan bliver toget og dets indhold også et billede på søvnen i sig selv. Også det tillader en umærkelig bevægelse mellem steder uden at vores krop flytter sig. Skal vi trække parallellen endnu længere synes det endda muligt at sætte hele jernbanemetaforikken i forbindelse med litteraturens fremdrift – det narrative drive om man vil.

Prousts sætninger er som togskinner, der strækker sig vidt og bredt i det litterære landskab. Det kan betale sig at stå af på nogle stationer undervejs for at orientere sig lidt bedre og finde ud af hvor vi egentlig er på vej hen. Gérard Genette, én af de helt store kanoner i Proustforskningen, er inde på noget af det samme. I det narratologiske hovedværk Discours du récit skriver han at litteraturen og togrejsen er forbundet hos Proust.

Genette konstaterer, at en særlig bevægelse er gennemgående i hele værket, nemlig det han kalder ”the transfer point of the insomnias” – eller søvnløshedens relæer. Det er ingen hemmelighed at På sporet er spækket med søvnbeskrivelser og især søvnbeskrivelser hvor søvnen udebliver. Hele værket påbegyndes endda i en slumrende tilstand (”I lang tid gik jeg tidligt i seng.”) og vender igen og igen tilbage til sovesituationen. Togturen til Balbec er således blot én af mange beskrivelser hvor søvnen træder ind og får en betydning i fortællingen.

Genettes betegnelse relæ er ganske velvagt fordi den ret præcist illustrerer hvad der foregår når søvnbeskrivelserne, som nu for eksempel denne omkring togturen, dukker op i fortællingen. I stedet for at være statiske nulpunkter er søvnbeskrivelserne bevægelige og de bevæger fortællingen fremad. Som en relæstation i fortællingen fungerer søvnen som en markering af forskellige grænsetilstande, hvorigennem det er muligt at bevæge sig til andre niveauer. Togets bevægelse er et billede på den bevægelse eller udviklingsom udgør enhver fortælling, eller i hvert fald Prousts.

Tryk avler modtryk
Når jeg under min vandring med barnevognen kom til at tænke på denne passage hos Proust så skyldes det dog ikke, at jeg så mig selv som en litterær maskine. Det var nærmere sidste del af Prousts beskrivelse, der vakte en genklang. Især beskrivelsen af togets bevægelser der:

 ”neutraliserede centrifugalkraften i min søvnløshed, idet de udøvede modtryk på den, der holdt mig i ligevægt, og på hvilke min ubevægelighed og snart efter min søvn følte sig båret med den samme forfriskende fornemmelse, som jeg kunne have opnået ved den hvile, der skyldes årvågenhed hos mægtige kræfter i naturens og livets skød…”

Hos Proust er søvnløsheden som oftest forbundet med sygdom. Enten som en konkret kropslig lidelse (høfeber for eksempel), eller mere diffust som en række uopfyldte længsler og mentale trængsler. Og denne dobbelthed går igen i den citerede passage: Den maskinelle rytme går i kroppen og dulmer uroen, men den afføder ligeledes en ”forfriskende fornemmelse” af ikke længere at være en krop. Søvnen frigør sjælen så den har samme flydende og flyvende egenskaber som enten en fisk i havet eller en fugl under skyerne.

Men hvad nu med ”søvnløshedens centrifugalkraft”? Hvad vil det sige? Det lyder voldsomt, som om man slynges ud af sig selv! Har man selv erfaret søvnløshed i kortere eller længere perioder vil man genkende følelsen af at blive kastet længere og længere bort fra søvnens frelse. Søvnløshed er nærmest en mekanisk proces, der har noget selvforstærkende over sig.

Søvnens indtræffen afhænger af en række forunderlige mekanismer, der justerer hinanden og avler tryk og modtryk i henhold til dagens og kroppens rytmer. Det er søvnens maskineri. Og maskineriet tjener til at frigøre os fra kroppen under søvnen. Det er naturens urkraft. Min sygdomsramte datter var i høj grad fanget i en søvnløs centrifuge, så den eneste løsning var at yde en modkraft mod den onde rytme der drev hende. Måske hun endda, ligesom Proust, har opfattet barnevognens bevægelser som ”mægtige kræfter i naturens of livets skød”.